Katten har tisset på mit flag (ukrainsk udgave)
Kun 0 tilbage på lager!
«Katten har tisset på mit flag» er forfatterens forsøg på at skildre sit liv i en lille bymæssig bebyggelse ved Luhansk. Det er, som om tiden er gået i stå der og for længst er gået i hak, enten i håbløse sovjetiske kulisser eller i de hårde 90'ere. Det er, som om der er rejst en uigennemtrængelig mur mellem nutiden og de nye realiteter; oplysninger hentes oftest fra fjernsynet (naturligvis med russiske kanaler) og aviserne «SPID-Info» eller «Fakty», og over det hele tårner sig, som selvsikre slaggebjerge, sætninger som: «For sådan har vi altid gjort», «Du er jo en pige», «Man skal leve, så ingen misunder en», «Har man ikke levet godt, skal man ikke begynde nu». Teksten er ren ironi og drilleri, sarkasme på grænsen af – synes det til tider – den sunde fornuft. Det er særlig svært for dem, der er «anderledes», «de klogeste» og i det hele taget «får det svært med det temperament». Det er en verden, hvor syge børn bliver ført hen til en «trolddomsgubbe», der ruller et æg hen over dem, hvor en pige bliver født, «så der er en hjælper», og hvor man omhyggeligt skjuler familiehemmeligheder, som det årvågne lokalsamfund finder upassende (for eksempel nogens jødiske herkomst). Teksten er fuld af humor (ja, til tider sort humor) og rammer til tider med sin tragik. Næsten i forbifarten nævnes tider, hvor man arresterede en hel familie, fordi nogen nævnte, at man havde spist brød den dag, og de, der overlevede og kravlede op af henrettelsesgraven, levede resten af livet mellem virkeligheden og deres indre, uophørlige rædsel for, at «papirerne kan være dårlige». Og nej, «Katten har tisset…» er ikke skrevet med den hensigt at sige «forstå dog endelig Donbas». Faktisk er «Katten har tisset på mit flag» os alle sammen, til tider på hver sin side af muren.
